Ziggy Stardust – Foredrag v/Jan Poulsen

Live i Loungen
Onsdag 3. oktober 2018

Tusindkunstneren, rocklegenden og stilikonet, David Bowie, var også en mand af mange karakterer. Sammen med musikjournalist Jan Poulsen, dykker vi på Turbinen dybt ned i Bowies første alter ego, Ziggy Stardust, og bliver klogere på, hvem han var, og hvorfor han var.

David Bowies uventede død i januar 2016 sendte chokbølger igennem millioner af mennesker verden over. Bowie var en af de største personligheder i det 21. århundrede og som hjørnesten i rockhistorien, var David Bowie helt frem til sit sidste album Blackstar, konstant søgende og udfordrende. Ofte kopieret, sjældent overgået. Musikken var hjemmebanen, men David Bowie markerede sig også som et forbillede, et stilikon og en moderne far, og han appellerer til både unge og ældre overalt.

Forfatteren Jan Poulsen har flere gange mødt Bowie og har udgivet bogen ’David Bowie. Starman 1947-2016’ i 2016, der blev varmt modtaget af anmelderne, og den 3. oktober lægger han vejen forbi Turbinen og gør publikum klogere på det britiske ikon og hans alter ego Ziggy Stardust. Bowie skabte i løbet af sin karriere flere roller og personaer, og Ziggy Stardust var den første i 1972.

Jan Poulsen tager os med ind bag Stardust og denne særlige tidsperiode og stiller spørgsmålene:

Hvem var Ziggy Stardust?
Hvorfor hed han, som han gjorde?
Hvor kom navnet fra?
Hvad ville Bowie med figuren?

Du får svarene og meget mere ved foredraget, der akkompagneres af relevant musik fra tidsperioden.