Jonah Blacksmith Live – Filmkoncert
Glæd dig til en helt særlig koncertoplevelse, når det syv mand store band fra Thy hylder fællesskabet, samhørigheden og glæden ved at spille musik sammen, når de tager deres efterspurgte filmkoncert-format med til Værket.
At være med til en Jonah Blacksmith-filmkoncert er at befinde sig lige midt i et livsbekræftende spændingsfelt, der veksler mellem en dokumentarfilm om mennesker, ophav og drømme, og en håndspillet livekoncert, hvor netop sangene og deres oprindelse foldes ud på den mægtige skærm bag syvmandsbandet fra Thy.
Vekselvirkningen mellem filmmediet og den traditionelle koncertform er et aldeles hjertegribende foretagende, der ud over at give bandets sange en klangbund af levet liv, slet og ret er en hyldest til fællesskab, samhørighed og glæden ved at spille musik sammen.
“Filmkoncerten betyder noget ganske særligt for os. Det er hjerteblod, og vi tror på, at filmen, hånd i hånd med sangene, kan røre ved noget i os allesammen. Vi er stolte af at kunne fortælle om de ting, vi er rundet af – om familie, om dem vi elsker, og ikke mindst at turde dele frygten for at miste hinanden og os selv som mennesker,” udtaler brødrene og frontfigurerne Simon og Thomas Alstrup, og fortsætter: “Vi har virkeligt glædet os meget til at genbesøge filmen, og vi er allerede i fuld færd med at skabe en version 2024. Det bli’r rigtigt godt, og det er vist ikke for meget at sige, at vi alle sammen ser umådeligt meget frem til at komme afsted på tour igen!”
Jonah Blacksmith er et syvmandsensemble med hjerte og rod i Thy. Forkærligheden for de store vidder og den nordatlantiske horisont har sat sine spor i såvel musikken som i menneskene. Bandet består af brødrene Thomas og Simon Alstrup, samt Lasse Alstrup, Søren Bigum, Jon Kjeldsen, Søren Poulsen og Thor Kortegaard.
Læs mere
Læs mindre