Katinka Band
Andensortering fra øverste hylde! Katinka Band gør klar til et sidste brag af en poetisk pop-fest, når de vender tilbage til Turbinen for sidste gang med sange fra bagkataloget og helt nye sange fra deres 2024-album ‘Vi lader bare som om’. Inkl. support: Reveal Party!
Katinka Band har besluttet sig for at gå i opløsning, og drager derfor ud på en sidste turné i efteråret.
“Kære dejlige, syngende og loyale publikum. I dag har vi annonceret, at det bliver vores sidste Danmarksturné med Katinka band her til efteråret.
Efter 10 års musik-ægteskab har vi besluttet os for at trække stikket i Katinka Band. Det har været de vildeste, sjoveste, skøreste, dejligste, hårdeste og mest lærerige 10 år, vi har grædt og grint sammen, men først og fremmest er vi vokset op sammen. Det har ikke været en nem beslutning for os, men når man bliver voksne sammen, skal der også være plads til at vokse i forskellige retninger og afprøve nye samarbejder og konstellationer.
Vi er alle sammen meget stolte af alt det musik og alle de oplevelser, vi har skabt. Vi er stolte af, at vi har verdens bedste fans, der har tudet og danset og sunget op til os, uden jer var der intet Katinka Band. Vi er alle enige om, at det er til koncerterne, vores sange får liv. I mødet med jer.
Derfor vil vi også gerne slutte 10 års Katinka Band cirkus med en Danmarksturné, hvor vi kan opleve magien en sidste gang sammen med hinanden og jer.
Vi håber, vi ses derude i mørket.
Mange kram fra Katinka Band”
Sidst Katinka Band spillede på Turbinen (25.02.22) var det til fem stjerner, hvor GAFFAs anmelder bl.a. skrev om bandet:
”At Katinka er en terrængående tekstforfatter, er ingen nyhed, men hun er faktisk også en ganske stærk og udtryksfuld vokalist med sin ret dybe og skiftevis rå og blide stemme […] Vi skal også huske at nævne den solide rytmesektion alias bassist (og til tider synthspiller) Torben Guldager og trommeslager Tobias Rye Adomat og de melodiske keyboardpassager fra Marie Hageltorn Christensen, der også synger et smukt kor.”
Katinka Band er båret frem af en ukuelighed og en insisteren på ægthed, som man tydeligt kan mærke, når de spiller deres nærværende, fængende og ærlige musik.
Turbinens musikansvarlige, Michael, sætter her ord på, hvad du kan glæde dig til at danse grimt til:
”Katinka og hendes band er altid en oplevelse! Med følelserne uden på tøjet og en intensitet og nerve, der kan give selv en alligator gåsehud, indtager de både scenen og publikums hjerter med stor autoritet hver gang. Det underfundige går hånd i hånd med det overvældende i sangenes enestående poetiske og melodiske univers, og før man ved af det, skråler man med på en sang om klamme mænd, der er lige så tomme som en luftmadras. Katinka Bjerregaard er af en særlig støbning og en af de bedste tekstforfattere, vi har herhjemme. Heldigvis har hun et band med sig, der kan matche sine egne kvaliteter, og man skal ikke snyde sig selv for en stak stærke sange og en poetisk mavepuster, når de for sidste gang som Katinka Band er i byen.”
Måske har du fået hørt førstesinglen ’Andensortering’ fra det nye album, der bliver deres fjerde udgivelse i rækken? Hvis ikke, så kan du høre den her
Om sangen fortæller bandet selv:
”Der var hele tiden en vished om, at ‘Andensortering’ godt kunne blive en poppet banger. Vi vidste også, at sangen skulle frem i partybussen og produceres i den retning. Sangen er inspireret af Katinkas rusdage på universitetet med byture i Indre By i København. Derinde bliver der spillet nogle roller og taget nogle gevaldige kostumer på, når man kommer hinanden i møde. Det er en situation på en bar, hvor en person venter på, at en udkåren bliver så stiv, at de kan tage hjem sammen. Begge er nået til et punkt, hvor man er gået igennem forskellige stadier og overvejelser. Hvem vil man helst have: den rigtige person? Rollen, vedkommende spiller? Eller bare resterne? Jeg er ret stor fan af en sangskriver som Jarvis Cocker fra det britiske band Pulp og den måde, de hylder typen, der bare står i et hjørne og i visse tilfælde, lader sig nøjes: ’I don’t care if you screw him just as long as you save a piece for me’. Og at det nogle gange er helt okay at være en andens andensortering.”
Support: Reveal Party
Emily Holm Nyhuus, der er kvinden bag navnet Reveal Party, skriver sange om at eksistere i et kaos af komplicerede følelser, og hvordan man kan være nødt til at kappe enhver forbindelse til dem, når de bliver for svære. ‘Cut your feelings, like me’, er hendes stille råd på åbningsnummeret til debut-ep’en, ‘You Stole a Year of My Life’, der i 2020 etablerede Reveal Party som et af de stærkeste nye bands på den danske musikscene og høstede roser af både danske og internationale medier.Reveal Party fortæller historier om kærlighed og sit liv som transkvinde med en tongue-in-cheek, spiddende sarkasme. Inspirationskilderne er både smertelig midwest emo og opløftende popsange, og derfor klinger Reveal Partys musik både af melankoli og håb. Fælles for sangene er de skarpe, rå tekster, Emily’s bløde, men stålsatte stemme og et hav af distortede guitarer.
Læs mere
Læs mindre