Kira Skov
Kira Skov tager et håndplukket stjerneorkester med på Turbinen, når hun kommer og spiller sin nye musik – samt særligt udvalgte sange fra de tidlige år med Kira and the Kindred Spirits og frem til i dag.
Med 16 albums bag sig har Kira Skov for længst cementeret sin plads som en af Danmarks mest markante kunstnere. Fra hendes tid med Kira and the Kindred Spirits til hendes mere eksperimenterende soloudgivelser har hun konstant udforsket nye musikalske veje.
Til efteråret vender hun tilbage til scenen med en ny lyd, et særligt sammensat band, samt musikken fra hendes 17. studiealbum, som udkommer i maj 2025. De nye sange rummer både håb og refleksion, glæde og sorg. Det er historiefortællende, singer-songwriter-drævede sange med guitar og klaver samt rockede og eksperimenterende passager, kor og strygere.
Kira Skov siger selv: “Jeg glæder mig utroligt meget til at tage på turné med dette til lejligheden særligt sammensatte stjerneorkester. Jeg har gennem det sidste halvandet år medvirket i en teaterforestilling, en ny-komponeret opera samt skrevet og indspillet en masse ny musik, bl.a. til en TV-serie. Jeg hungrer derfor efter at komme på landevejen igen med min egen musik – og i særdeleshed med det nye materiale, som betyder noget helt særligt for mig.”
Stjerneorkesteret består af Silas Tinglef (Trentemøller, Mellemblond) på trommer og guitar, Jens Hein (Tim Christensen, Carl Emil Petersen) på bas, Maria Jagd (Luenas, Rumpistol) på violin og kor samt Anja T. Lahrmann (Excelsior) på klaver, guitar og kor.
Kira Skov spiller både sange fra den ovennævnte udgivelse, samt udvalgte sange fra hendes omfattende bagkatalog. Med Kiras stærke og karakteristiske vokal i front, bakket op af nogen af Danmarks ypperste musikere, kan du godt forvente en aften i særklasse.
Om koncerten siger Turbinens musikansvarlige, Michael Gonzalez:
”Kira Skov er en af de stærkeste stemmer, vi har herhjemme. Og for at det ikke er nok, er hun også en fængslende og dragende performer, der både på plade og live formår at skabe helt særlige rum, vi som lyttere bliver lukket ind i. Jeg har aldrig oplevet hende være mindre end fremragende, og det bliver noget nær den perfekte efterårskoncert, når hun sammen med sit band indhyller Turbinen i melankolsk vellyd til oktober.”
Læs mere
Læs mindre