Hit med 80'erne
Frem med crepejern, blondehandsker og neonfarver! Danmarks mest populære 80’er-orkester, Hit med 80’erne, indtager Ridehuset til en kodyl aften.
Når Hit med 80’erne spiller i Ridehuset er det med en spækket sætliste, der inkluderer alle de sange, du kender og elsker fra den danske poprocks guldalder. Glæd dig bl.a. til at genopleve de udødelige hits fra Tøsedrengene, Dodo & The Dodo’s, Rocazino, Ray Dee Ohh, News, Gnags, tv•2 og Danseorkestret.
Hit med 80’erne var for første gang i øvelokalet den sommer i 1992, hvor John ”Faxe” Jensen ramte den lige i røven og sendte Danmark afsted mod titlen som europamester i fodbold. Dengang var orkestret bare en sjov idé. Ingen fra bandet havde i sin vildeste fantasi forestillet sig, hvad der ventede.
I 2026 tager Hit med 80'erne på tur for 34. år i træk, og selvom det er lang tid siden, at det var 1980’erne, så er den danske sangskat fra det pastelfarvede årti tilsyneladende helt uden udløbsdato. Faktisk har tendensen de seneste år været, at den danske 80’er-rock er mere populær end nogensinde.
Hit med 80’erne genopliver musikken, der betød så meget for så mange. Og sender samtidig en stor, respektfuld tak til de danske 80’er-stjerner og deres sange, som gør det hele muligt. Flere af dem har fra tid til anden været med på scenen hos Hit med 80’erne. Men orkestret kan først og fremmest selv.
Efter koncerten sørger en veloplagt DJ for, at 80’er-feststemningen fortsætter!
Hit med 80’erne er:
Annette Søgaard – vokal / kor
Ole Hansen – vokal / kor
Jan Kaspersen – saxofoner / akk. guitar / vokal / kor
Brian Bannerholt – guitar
Kristian Fogh – keyboards
Jakob Pagaard – bas / kor
Kurt Nielsen – trommer
Læs mere
Læs mindre