Nyhed
Gratis familiesjov: Sparekassen Kronjylland inviterer til Store Familiedag i Festugen
Udgivet 10. juni 2026
Programmet byder bl.a. på hoppeborge, Kronseunivers og shows med YouTube-hittende Lille Bille og populære Kreabix-Emma kendt fra Ramasjang, når Sparekassen Kronjylland inviterer til gratis familiesjov i Randers Festuge på Værkets Amfiscene.
Det bliver en forrygende, festlig familiedag for børn og deres voksne, når Sparekassen Kronjylland inviterer til Store Familiedag med fri entré. Dagen byder på hoppeborge og førsteklasses underholdning med groovy koncert med Lille Bille, hvis storhittende musikalske univers er kendt fra YouTube og skabt af skuespiller og musiker Karl Bille.
Der venter også besøg fra populære Emma fra Kreabix på Ramasjang, der åbner sit magiske rejseværksted og slipper fantasien løs. Her bliver børnene taget med på en underholdende og finurlig rejse, når Emma giver nyt liv til gammelt skrammel og bygger et fuldstændig fantastisk, totalsejt og helt unikt genbrugsvidunder live på scenen med hjælp fra publikum.
”I Sparekassen Kronjylland glæder vi os meget over igen i år at kunne invitere alle børnefamilier med til nogle sjove oplevelser til familiedagen på Værket. Med årets program er jeg ikke i tvivl om, at alle – stor som lille – vil blive underholdt og få en god dag. Vi er stolte over på den måde at kunne bidrage til fællesskabet, festen og den gode stemning i Randers – alt det, som Randers Festuge står for,” lyder det fra Jesper Lanng, der er områdedirektør i Sparekassen Kronjylland.
Offentliggørelsen af det fulde program for Familiedagen markerer samtidig en fejring af det gode samarbejde mellem Værket og Sparekassen Kronjylland, da Sparekassen netop har indgået aftale om at fortsætte som en af Værkets hovedsponsorer.
”I Sparekassen Kronjylland ønsker vi at bidrage til et stærkt og mangfoldigt kulturliv i byen – til glæde for både randrusianerne, byens besøgende og byens fortsatte udvikling. Derfor er vi glade for at kunne fortsætte vores mangeårige samarbejde med Værket. Gennem årene har vi fået opbygget en tæt relation og et rigtig godt partnerskab,” udtaler Pernille Kempel Jensen, marketingchef hos Sparekassen Kronjylland.