Turbinen er udpeget som regionalt spillested

Værkets ambitiøse spillested Turbinen er blevet udpeget af Statens Kunstfond som et af landets 19 regionale spillesteder.

Det er en begejstret musik- og teaterchef fra Værket, der har modtaget meldingen fra Statens Kunstfond, at Værkets tilknyttede spillested Turbinen er blevet udpeget som regionalt spillested for den næste fireårige periode startende 1. januar 2025.

”Det er helt fantastisk at blive udpeget igen. Det er en anerkendelse af, at Turbinens medarbejdere har leveret et godt stykke arbejde i den mellemliggende periode, der har været siden vi sidst var regionalt spillested (2017-20, red.), og at udvalget hos Statens Kunstfond ser potentialet i vores ambitioner om at være et regionalt samlingspunkt,” siger Mikael Qvist Rørsted, musik- og teaterchef.

Gode samarbejder er en forudsætning
Et særligt projektstøtteudvalg hos Statens Kunstfund bestående af repræsentanter fra dansk musikliv har udpeget de i alt 19 spillesteder, der får titlen som regionalt spillested i perioden 2025-28. Udvalget modtog 20% flere ansøgninger end forrige ansøgningsrunde, og samlet set har 31 ansøgere budt sig til. Med titlen som regionalt spillested følger 1,5 mio. kr. årligt i tilskud til Turbinen, der skal bruges på at udvikle, understøtte og udbygge det lokale musikliv og præsentere og profilere den rytmiske musik i regionen.

Mikael Qvist Rørsted peger på at tætte samarbejder med kommunen og med musik- og folkeskoler, foreninger og andre musikaktører har været en af forudsætningerne for, at Turbinen som regionalt spillested kan lykkes med at arbejde for at løfte det lokale musikliv endnu højere op.

”Vi har mødt rigtig mange, gode samarbejdspartnere lokalt og regionalt, der har været med til at gøre en stor indsats for udviklingen af musiklivet og været med til at sikre, at vi har et stærkt musikliv her i området. Det ser vi frem til at fortsætte med,” siger han.

Turbinens musikansvarlige, Michael Gonzalez, supplerer om fremtiden som regionalt spillested:

”Vi er meget glade og taknemmelige for udpegningen. Som regionalt spillested vil vi fortsætte med at sørge for, at der kommer en masse musik til hele Randers og omegn. Der bliver mere musik til sårbare grupper, mere musik til ungdommen og mere musik som publikum slet ikke anede, de havde lyst til at høre.

Vi glæder os til at fortsætte de mange gode samarbejder – hvoraf flere endda er opstået efter ansøgningen blev sendt, da musikken aldrig står stille. Og det kommer den i hvert fald ikke til nu, hvor vi som regionalt spillested kan klø på sammen med gode spillesteds- og kulturkollegaer både her i byen, i nærområderne og i hele landet – og ikke mindst sammen med gode samarbejdspartnere fra blandt andre ROSA, HUSRUM, Underværket, Kaosambassaden, Musikskolen og RUK samt byens skoler og uddannelsesinstitutioner.”

Udnævnelse bekræfter Randers’ kulturprofil
Byens borgmester, Torben Hansen, glæder sig også over Turbinens udnævnelse.

”Det er en rigtig god nyhed, der lander hos os i dag. Turbinen har i sin levetid formået at løfte, udvikle og indfri de ambitioner, det kræves for at blive udpeget som regionalt spillested. Det sker kun, hvis man er dygtig, visionær og har en stærk lokal opbakning. Det har Turbinen, og det kan vi alle være stolte og glade over,” siger han og fortsætter:

”I 2019 viste en national undersøgelse fra analysevirksomheden Voxmeter, at Randers Kommune blandt borgere i hele landet bliver kåret som den bedste musikkommune. Det er jeg helt enig i, og jeg glæder mig over, at vi nu kan arbejde videre i det spor, hvor samarbejdet mellem musikaktører er stort, og hvor Turbinen er det lokomotiv, der både baner vejen, fører os nye steder hen og gør rejsen undervejs til en rigtig skøn oplevelse.”

Formand for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget Louise Høeg har også modtaget nyheden med stor glæde og udtaler uddybende:

Turbinen har udviklet sig til et sted, hvor både præsentation af kvalitetsmusik i de bedste rammer, formidling til børn og unge, talentudvikling samt samarbejde med musikmiljøet lokalt, regionalt, nationalt og internationalt er byggestenene for et markant spillested. Vi har i den grad fået udvikling i vores musikmiljø med masser af aktivitet for borgerne og masser af borgere i alle aldre, der udøver musik. Turbinen er helt klart blevet en meget vigtig del af det kulturelle DNA i Randers Kommune, og vi ser med stor fornøjelse, at musikindsatsen rækker ud i hele kommunen, hvilket er en vigtig del af Randers Kommunes kulturpolitik. Det bekræfter endnu en gang, at Randers er en kommune med en vældig stærk kulturprofil.”

Om spillestedet Turbinen  
Turbinen drives af musik- og teaterhuset Værket og har tidligere båret den eftertragtede titel som regionalt spillested i perioden 2017-20. Her var Turbinen netop åbnet efter en gennemgribende renovering i 2016 takket være en gavmild donation fra Købmand Herman Sallings Fond, som gav spillestedet og musiklivet i Randers og omegn helt nye muligheder.


Har du et spændende musikprojekt, spørgsmål eller musikforslag, du gerne vil sende til os – så er du mere end velkommen til at skrive til Turbinens musikansvarlige Michael Gonzalez på mg@vaerket.dk.

Er du nysgerrig efter at lære Michael lidt bedre at kende, kan du læse mere om ham her   

Følg Turbinen på Facebook og Instagram – og del gerne dine oplevelser med os!